60% UDSALG + 20% RABAT PÅ MONTERING - Slutter om
Hvad er g-værdi? image

Hvad er g-værdi?

Kadi Siilik
Skrevet af Kadi Siilik27.10.2023

Indholdsfortegnelse

Arrow icon related to the table of content

Når man taler om vinduer, bliver mange termer smidt rundt. Et af de mindre velkendte er g-værdi. Kort fortalt bruger du g-værdi til at angive, hvor meget solvarme eller solenergi, der kommer ind gennem dit vindue. Jo højere tallet er, jo mere solenergi kommer der ind. G-værdien giver dig derfor information om, hvor meget varme dit vindue tilføjer til dit hjem. Dette kan være fordelagtigt, hvis du ønsker en bolig, der er mere energivenlig.

Når du måler g-værdien for et vindue, kan du enten måle værdien ud fra selve vinduet eller glasruden. Hvis du vil angive g-værdien for en rude, bruger du betegnelsen ‘gg’, hvorimod du bruger ‘Gw’ til vinduet. 

Du vil lægge mærke til, når du måler g-værdien, at vinduets gw-værdi altid er lavere end rudens gg-værdi. Det skyldes, at varmetilskuddet fra solen ikke trænger ind gennem rammerne og karmen på et vindue, men markant mere gennem ruden. Forskellen er standard, og du behøver derfor ikke bekymre dig, hvis gw-værdien er lavere end gg-værdien.

g værdi for vinduer

Sådan regner man g-værdien ud og angiver den

Når man skal angive g-værdi, skal man bruge enten decimaltal eller procenter. G-værdien vil altid være et sted mellem 0 og 1 eller 0% og 100%. Selve solvarmen vil altid ligge på 1 eller 100%, mens vinduet vil variere. Hvis du har et vindue, der har en g-værdi på 0,63, vil 63% af solens energi trænge ind gennem vinduet.

Du regner g-værdien ud ved at lægge den direkte overførsel (DO) af solenergi sammen med den sekundære stråling (SS). Den direkte overførsel betegner den solenergi, der kommer direkte ind gennem vinduet, mens den sekundære stråling er den andel solenergi, som selve vinduet har absorberet, hvilket også afgiver varme til rummet.

g værdi for vinduer

Hvad er en god g-værdi for glas og vindue?

Fordi du bor i Danmark, kan det blive meget koldt og især om vinteren. Din bolig vil derfor have godt af vinduer med en høj g-værdi, da de giver dig mulighed for at benytte solens naturlige varme i vintermånederne. Det er især vigtigt med en høj g-værdi for sydvendte vinduer, da så meget solenergi som muligt kan trænge ind gennem vinduet. Synes du derimod, at din bolig er for varm, især når temperaturen stiger om sommeren, er det mere fordelagtigt at vælge et vindue med en lavere g-værdi. Det samme er gældende, hvis du bor i et varmere land eller vil opholde dit i sommer- eller fritidshuset. 

Det kan derfor være svært at bedømme, hvad en god g-værdi er, da du skal vælge et vindue efter dine behov og præferencer. Det eneste, der er vigtigt, er at vinduets totale energibalance eller Eref-værdi lever op til BR20-reglementets krav om vinduer med energimærkning A til helårsboliger, hvilket er gældende for vinduer med tre lag.

Hvorfor skal jeg vælge et vindue med høj g-værdi?

Når du køber vinduer, er det vigtigt at ramme den fine balancegang mellem at få naturligt lys ind i dit hjem og at kontrollere varmen, der følger med sollyset. Det kan hurtigt blive ulideligt koldt i dit hjem, hvis der ikke kommer nok varme ind eller varmen bare siver ud. Du kan hurtigt komme af sted med mange penge for at varme dit hjem op, men der kan du med fordel investere i nogle vinduer, der har en høj g-værdi. Så kan du udnytte varmen fra solenergien og dermed holde energiforbruget nede og spare penge. Derfor er det også et mere bæredygtigt valg, som også kan forbedre indeklimaet.

I 2021 indførte Bygningsreglementet også nye energikrav til vinduer og døre. Alle husejere i Danmark skal nu benytte A-mærkede vinduer og døre til helårsboligen, hvis de skal ombygge, bygge til eller bygge nyt. Når et vindue er A-mærket, er det enten energineutralt eller energipositivt. Du kan bidrage til energien ved at vælge et vindue, hvor g-værdien i glasruden er høj.

Hvis du er på udkig efter nogle vinduer, der lever op til disse krav, kan du udforske Klars udvalg af tre-lags-vinduer her.

Hvad gør jeg, hvis det bliver for varmt?

Hvis du synes, at det bliver ulideligt varmt om sommeren med vinduer, der har en høj g-værdi, kan du eventuelt vælge nogle solbeskyttende glas. Dermed kan du:

  • Reducere dit energiforbrug ved nedkøling og opvarmning.

  • Få et bedre og mere behageligt indeklima.

  • Undgå overophedning i de varme sommermåneder.

For en mere midlertidig løsning til sommeren, kan du altid købe en markise for at dække vinduet. Du kan også eksempelvis bruge et par lyse gardiner til at holde varmen ude om sommeren.