Når du har modtaget dine nye vinduer og døre, skal de selvfølgelig monteres. Det er ikke raketvidenskab, men det er heller ikke noget man bare lige gør. Det skal jo både se ordentlig ud og så skulle de også gerne blive siddende de næste 40 år – og stadig fungere upåklagelig.

Nedenfor finder du en vejledning, som du med fordel kan følge i rigtig mange tilfælde.

1Forberedelse
Før du tager de gamle elementer ud, så kontrollér lige en ekstra gang, at de nye elementer nu også har de rigtige mål! 

Skal du montere nye elementer med opluk, så afmonter først de åbningsbare rammer, så du kun skal koncentrere dig om at montere selve karmen i murhullet. Sørg for at have alle de nødvendige værktøjer ved hånden, inden du går igang.
2Specielt for vinduer

Placér karmen midt i murhullet og fastgør den med kiler i alle 4 hjørner, så du har lige meget luft hele vejen rundt. Ret derefter afstanden til, så du har cirka 4-5 cm fra ydersiden af karmen ud til forsiden af muren.

Sørg for at få bunden helt i vatter, siderne er helt i lod og at diagonalmålene er ens, samtidig med at du sørger for at fugebredden er ens hele vejen rundt om vinduet. Det er nogle gange lidt af et kunststykke at få det hele til at passe, men resultatet skulle jo gerne blive noget du med tilfredshed kan se på mange år frem i tiden!

Når vinduet er rettet helt ind, skal du fastgøre det med egnede karmskruer. Sørg for at få ordentlig opklodsning ved samtlige fastgørelsespunkter! Ved elementbredde under 120 cm, kan du undlade fastgørelse i top og bund, men generelt må der ikke være mere end 90 cm mellem fastgørelsespunkterne. Sørg ligeledes for, at der i hvert hjørne i bunden placeres blivende opklodsning, så elementet ikke synker. Det samme er gældende, hvis vinduet er med lodpost.

Når karmen således er monteres ordentlig, monterer du igen rammerne og kontroller at vinduet kan åbne og lukke ordentligt.

3Specielt for døre
Ligesom beskrevet med vinduer, placerer du karmen og justerer den ind, så afstanden nogenlunde passer.

Derefter skal du koncentrere dig om at få bunden og hængselsiden helt i henholdsvis vatter og i lod. Sørg for dels at få blivende opklodsning i hvert hjørne, i bunden, under bundstykket, samt tæt på hængslerne i top og bund, hvor du skal fastgøre karmen med egnede karmskruer. Fastgør hængselsiden 3-4 steder og sørg for, at karmen ikke buer. Dette kontrolleres med en lang lodstok.

Derefter hægter du dørrammen tilbage på hængslerne, lukker døren og justerer lukkesiden til med kilerne. Når døren således er justeret ordentlig ind, fastgør du også lukkesiden, ligeledes 3-4 steder.

Af hensyn til indbrudssikring er det vigtigt, at du placerer opklodsning lige bag ved låseblikkene, så tyven ikke kan vride karm og ramme fra hinanden med et koben!
4Isolering og fugning
Når dine nye elementer er monteret, skal du sørge for at få isoleret godt rundt om dem. Hvis du bruger ekspanderende byggeskum, så pas på. Dels kan det hurtigt blive et forfærdeligt griseri og dels kan det i nogle tilfælde presse så meget på karmen, at den begynder at bue.

Herefter monterer du bagstop i udvendigt og lægger en flot afsluttende fuge. Når du fuger, skal du være opmærksom på, at fugen trækkes tilbage i bunden så drypnoten ikke tildækkes.

Specielt ved træ/alu elementer:

Ved træ/alu elementer skal fugens forkant lægges tilbage på elementets træ-del, så der kan ventileres mellem træ og aluminium og så vandet frit kan komme væk. 
5Vær omhyggelig!
Uanset, om du skal montere et vindue i brændeskuret, eller om du skal montere nye elementer i hele huset, så vær omhyggelig! Dels for udseendet og for funktionalitetens skyld og dels fordi, at forkert montage senere hen kan give problemer, som kan være svære at rette op på. Forkert montering kan desuden betyde, at garantien bortfalder.

Har du spørgsmål til montering, så tøv endelig ikke med at kontakte os. I de fleste tilfælde kan vi guide dig på rette vej. Brug knappen her til højre, så vil vores Kundesupport svare dig hurtigst muligt. Du kan også bruge vores Live chat øverst på siden, til at få svar på dine spørgsmål.