I Danmark bliver der begået 5 indbrud i timen året rundt. Risikoen for at få ubudne gæster er dog særligt stor i vinterhalvåret, hvor det er mørkt en stor del af dagen, og dermed nemmere at bryde ind uden at blive set. Især i julen sker der mange indbrud, med juleaften som årets travleste dag for tyvene.

Du kan dog selv gøre arbejdet meget sværere for røverne, og en del af disse forberedelser består i at sikre dine vinduer

En god måde at starte på, er at finde ud af, hvor tyven nemmest vil kunne bryde ind. Prøv at gå en tur rundt om dit hus, og find de steder, hvor det vil være lettest for tyven at komme ind i hjemmet. Havedøre og store vinduer er ofte blandt de mest oplagte mål, og i det hele taget er vinduer en af tyvens mest benyttede adgangsveje. Sørg derfor for, at alle dine vinduer er i god og solid stand, da de i så fald er sværere at bryde op. Derudover er det en fordel, hvis de har gedigne hasper, og også gerne låseanordninger.

Vær dog opmærksom på, at låse ikke er tilladt på vinduer, der skal fungere som en redningsåbning i tilfælde af brand. På disse vinduer, og hvis vinduerne er placeret i rum hvor du opholder dig meget, er det vigtigt at du – efter en tyverisikring – stadig kan åbne dem indefra uden brug af en nøgle.

Vejledning til vinduessikring

Vinduer i kælder- og stueplan kan også være lette indbrudsveje, og du bør derfor overveje at montere vindueslåse eller sikringsbeslag disse steder. Listerne omkring vinduerne må desuden ikke være rådne eller på anden måde lette at fjerne med fx en skruetrækker eller et koben. Når glaslisten er væk, er det nemlig nemt at tage ruden ud.

Nedenfor har vi samlet en række andre gode råd: 

  1. Overvej at lime ruden fast med silikone langs de lodrette sider og det vandrette overstykke. Undlad dog en forsegling i bunden, da det vil forhindre, at konstruktionen kan drænes for vand og fugt ud mod det fri.

  2. Du kan også skrue den udvendige glasliste fast med envejsskruer, som ikke kan skrues ud. Det er en effektiv og tilnærmelsesvist usynlig løsning, der dog har den ulempe, at det kan give dig problemer med at afmontere ruden, hvis du senere hen skal have skiftet den.

  3. Man kan også få indvendige glaslister, der ikke kan skrues fri. Husk dog at sikre, at der fortsat er lettilgængelige flugtveje i filfælde af brand.

  4. Du kan desuden forstærke svage karme med en stålplade der er bukket i karmens profil. Generelt kan du forstærke vinduesrammerne med jernplader eller dækskinner, som lægges over rammernes trædele, så vinduerne bliver sværere at bryde op. Der findes sågar beslag med jernstænger, der går gennem vinduets ramme.

  5. Ydermere kan såkaldte nokker, som du monterer ved hængslerne, forhindre at hele vinduet kan fjernes.

  6. Det er meget udbredt at montere tremmer, barrer eller gitre foran kældervinduer. Gør tyvens arbejde ekstra svært ved at skrue dem fast med envejsskruer.

  7. Endeligt kan du overveje at købe ruder med hærdet eller lamineret glas, som er meget sværere at slå itu end 2-lagsruder. Især laminerede ruder tager meget lang tid at trænge igennem, mens hærderede ruder også gør livet sværere for tyven. Her skal vinduets glaslister sidde indvendigt, da en hærdet rude er udsat ift. slag på kanten. Er der udvendige glaslister, skal de være limet fast, så ruden ikke kan pilles ud. Se glas her